vore Dage næppe noget civiliseret Folk i Europa, som mangler en Ordbog, hvori dets Sprogforraad er fremstillet i alphabatisk Orden, med tilföiede Ordforklaringer; ja i mange Stater er der egne Akademier,[1] hvis specielle Hverv det er at værne om Sprogets Reenhed, og som betragte Udgivelsen af Ordböger som et af de virksomste Midler til Hensigtens Opnaaelse. Har man end af og til hört Klager over, at saadanne Akademier have villet opkaste sig til Lovgivere i Sproget, og har end En og Anden unddraget sig for at befölge de af Akademier og Ordböger opstillede Normer, saa er dette nok ligesaa ofte skeet af forfængelig Lyst til at tildrage sig offentlig Opmærksomhed, som af Overbeviisning om væsentlige Mangler ved Ordbögerne, og disse have alligevel i Reglen været fulgte som Sprognormer, Udarbeiderne af en norsk Ordbog bör derfor ogsaa være belavede paa Opposition; men opfatte de deres Hverv rigtigt og ikke optræde som Folk, til hvis Vilkaarlighed det er overladt at reformere Sproget, men som de, af hvis Skarpsindighed og Kundskaber man venter klar Opfattelse og Fremstilling af de Naturlove,
- ↑ f. Ex. Academie française, Svenska Academien o. fl.
det synes, dog hovedsagelig i den Hensigt at holde Adgangen til den ældre Fælledsliteratur aaben for sine Landsmænd, for hvem vist allerede nu mangt et norsk Udtryk vilde være uforstaaeligt, uden Adgang til nysnævute Ordbog. Heraf kommer det formeentligen, at han ved mangt et Ord, som endnu er i fuld Brug i Norge, har tilföiet “forældet” (nemlig for Danmarks Vedkommende). Med al Agtelse for det Fortjenstfulde ved dette Værk vil man dog af det Ovenanförte see, at Savnet at en norsk Ordbog ikke derved er afhjulpet.
