det særegne l, som i nogle Egne udtales ved at lægge Tungen indad mod Struben, et Tegn for den Lyd, der sædvanlig udtrykkes ved ng; et Tegn for det blöde norske k, to Former for r, eftersom det udtales i Struben eller med Tungespidsen, egne Tegn for lange og korte Vocaler, o. s. v. Man kunde derhos benytte Leiligheden til at indsamle grammatiske Bemærkninger angaaende hver Dialects Særegenheder, opgive et Par Blade af en almindelig bekjendt Bog, f. Ex. Snorre Sturlesens Krönike, til Oversættelse i hver Dialect, med Mere, hvorom Overeenskomst maatte blive at træffe mellem de Mænd, til hvem Ledningen af et saadant Foretagende maatte blive betroet.
Behandlingen af det tredie ovenfor fremsatte Spörgsmaal kunde maaskee synes ubetimelig, saalænge det endnu har lange Udsigter med Indsamlingen af de nysnævnte Materialier. Men Lexicographien har mange Knuder at löse, ikke alene i sin Almindelighed, men ogsaa for hvert enkelt Sprogs Vedkommende. Det turde derfor være ganske i sin Orden, at Nogle sattes i Reqvisition med Lösningen af de Knuder, Materialiernes Anvendelse kunde frembyde, paa samme Tid, som Andre beskjæftigede sig med deres Indsamling, for at man strax med Tryghed kunde skride til at anvende dem, saasnart Forraadet var samlet.
At jeg med Materialiernes Anvendelse nærmest sigter til Udarbeidelsen af en almindelig norsk Ordbog,
vil Enhver, af hvad hidtil er anfört, indsee.[1] Der er i
- ↑ Hr. Justitsraad C. Molbech har i sin ”Danske Ordbog” vistnok taget meget Hensyn til Sprogbrugen i Norge, men, som
