at erstatte de Elementer, som man, for at gjöre Literaturen mere national eller lettere tilgjængelig for Folkets Masse, maatte finde det rigtigst at udsondre. Her betænker næppe Nogen sig paa at henvise til vort Oldsprog; men, uagtet dette unægteligen vil være den vigtigste Kilde, hvoraf man til Öiemedets Opnaaelse kommer til at öse, vil det næppe alene være tilstrækkeligt, forsaavidt det er os opbevaret i vor ældre Literatur; thi, paa den ene Side kan man næppe antage, at det hele Sprogforraad er opbevaret i de Værker, som endnu ere i Behold fra Middelalderen af, deels vilde man, uden nöie at kjende Folkets nuværende Sprogforraad, savne Veiledning med Hensyn til de passende Grændser for Gjenoptagelsen af ældre Ord, og for den Form, hvori de hensigtsmæssigst kunde bydes.
Der lever upaatvivlelig i Folkets Mund endnu et ikke ringe Antal Ord, som forgjæves söges i vore Forfædres Literatur, og som derfor ikke fortjener mindre Opmærksomhed, naar Talen er om en Revision. En fuldstændig Samling af saadanne og en klar Oversigt over de Strækninger, hvor de ere i Brug, kan ikke haabes förend man erholder Dialectlexica fra enhver Egn. Saadanne Lexica ere altsaa en Gruiulbetingelse for en heldig Revision af Sproget. Men hvorledes skaffes disse tilveie? Dette vil kunne skee paa flere Maader. Et Par Forsög
haves af Wilse og Hallager,[1] og for Tiden er, paa For-
- ↑ Ligeledes haves Bidrag i topografisk Journal, i Saga, o. fl. St. Hallager omtale ogsaa en Samling af 3000 Ord, brugelige i Thelemarken, samlede af Stiftsprovst Wille, i Manuscript skjænket til det norske Videnskaps Selskab; om den nogensinde er trykt, er mig ubekjendt.
