73
Metret er i de fire Holbergske Satirer, ganske som hos Lauremberg, Alexandrinen, og man behøver ingenlunde at gaa til Frankrige for at udfinde, at Holberg har laant sit Versemaal fra Boileau, allermindst naar man erindrer den Maade, hvorpaa Peder Syv, som ovenfor anført, omtaler Laurembergs Alexandriner, og dertil ikke glemmer, at ogsaa i Mellemtiden danske Forfattere havde benyttet dette dengang yndede Versemaal. Til Overflod vil man ogsaa i det femte af disse Holbergs Digte to Gange finde Laurembergs Navn nævnt og det i intet ringere Selskab end Juvenals. Den lærde »Zille Hansdatter«,[1] der forsvarer sit Kjøn, vender sig imod de to Satirikere, i hvilke hun tænkes at see dettes Uvenner, i følgende Ord:
Har kundet vel bevæge
At skrive sjette Satyra
Og Laurenberg at bræge
Mod Qvindekjøn paa brudet tydsk
Og saadant Skandskrift giøre?
De, deres Lige maa paa jydsk
En kort Erindring høre.
og senere:
Jeg hvisker kun i Øre,
At sterke Kiemper tit en Dverg
Kand og til Skamme giøre.[2]
En Sammenligning mellem de to Satirikere bringer i rigt Maal saavel Ligheder som Uligheder tilsyne. Begge vare rigt
- ↑ At Holberg ved sin »Zille« har tænkt paa sit Byesbarn, en for sin Lærdom, men ogsaa for sin Ulykke bekjendt bergensk Auditørdatter, Sille Gad, har jeg tidligere gjort opmærksom paa i Norsk hist. Tidsskr. II. S. 200—267.
- ↑ Ludvig Holbergs Mindre poetiske Skrifter, udg. af F. L. Liebenberg. Kbhvn. 1865. S. 227, 237. Kun den rene Uforstand kan, saaledes som F. C. Schønau (Samling af Danske lærde Fruentimmer. II. S. 1409), fortolke den vrede Zilles Ytringer som Ringeagt fra Holbergs egen Side.
