67
erkjendelse, og endnu Niels Slange kalder ham »en af de lærdeste Mænd, som her i Landet have levet«.[1] Mere Vegt end paa alle de Lovtaler tilsammen, som jeg med Lethed skulde formaa at samle, lægger jeg dog paa den Maade, hvorpaa Lauremberg omtales af den nærmeste Eftertids ypperste danske Sprogmand, Peder Syv. Denne har nemlig i sine »Betænkninger om det cimbriske Sprog« (1663) omfattet Lauremberg med iøinefaldende Forkjærlighed. I det Capitel, der handler »om Poeter i vor Tid«, citerer han jevnlig den danske Oversættelse af Skjemtedigtene ikke alene som Exempler paa Alexandrinens Anvendelse i danske Vers, i hvilken Henseende Lauremberg aabenbart er den egentlige Banebryder, men han anfører ogsaa Stykker af ham som Mønstre for, hvorledes overhoved Digte bør skrives, idet han udbryder: »Saaledes skal Verset være, at det synes for Læseren let og uden Umage gjort, og dog enten ikke eller og med stor Besværlighed at kunne eftergjøres, saa at den, som det forsøge vil, maa tidt klaa sig over Hjernen, bide i Fingrene og vende sig hid og did og kan endda som oftest intet udrette«.[2]
- ↑ Christian IV.s Historie. S. 981. Jeg anseer det ikke usandsynligt, at denne Slanges Dom kan stamme fra Vitus Bering, der havde været Laurembergs Collega i Sorø. H. F. Rørdam har nemlig (Dansk hist. Tidsskr. 5. R. I. S. 101) paavist det som rimeligt, at Berings Arbeider til Christian IV.s Historie ere komne i Slanges Besiddelse og have dannet Grundlaget for hans Verk. I saa Fald faar Dommen en anden Betydning, end om den alene kunde tillægges den ucritiske og selv ulærde Slange.
- ↑ »Nogle Betenkninger om det cimbriske Sprogs af P. P. Syv. S. 124, cfr. S. 134. P. Syv har her, som Læseren vil have bemærket, paa sin Maade omskrevet Horats’s Ord i Ars poetica:
— — Ut sibi quivis
Speret idem, sudet multum, frustraque laboret
Ausus idem — —En anden Bemærkning af P. Syv om den danske Oversættelse af Lauremberg se S.142.
