64
nen ikke er bleven ordentlig udbetalt, og vist er det, at endnu 6 Aar efter Laurembergs Død havde hans Bo fremdeles utilfredsstillede Krav i denne Henseende, om end ikke paa noget meget stort Beløb.
Disse sine Sorger har Lauremberg givet et Udtryk gjennem et Digt, hans sidste, men ingenlunde mindst smukke og heldige, nemlig »Daphorini Querimonia de suo et Academiae Soranae Statu«, et Brev i trochaiske Tetrametre til Kong Frederik, skrevet 1657, hvoraf allerede tidligere et Par Steder leilighedsvis ere anførte. Denne Digterens Svanesang indeholder i Korthed følgende:
Daphorinus (han oversætter her sit Navn paa Græsk) er nu en svag og sygelig Mand, som plages af Søvnløshed og ved den natlige Lampe klager over sin Skjæbne. Christian IV.s berømte Navn og de store Forventninger, som knyttede sig til den nye Stiftelse i Sorø havde bevæget ham til at forlade sit Fødeland og Barndomshjem. Saalænge han var frisk og kraftig, havde han aldrig hvilet, men stedse arbeidet i sit Embede og for Videnskaben. Nu er han før Tiden bleven gammel og venter ikke at have længe igjen at leve. Før havde han dog sit nødtørftige Udkomme, men nu plages han af Creditorer og Fattigdom. Ikke har Ødselhed i Klædedragt eller Levemaade voldt ham disse Ulykker, men de have været en Følge af Statens Trængsler, idet Danmark inddroges i den sørgelige Krig;[1] og Dyrtid fulgte efter den. Academiet fik da ikke sine Indtægter og
- ↑ Publica accessit procella derepente in Daniam,
Tale nil quicqvam timentem detonans. Mars impius,
Dum pia objicit profano militi stipendia,
Palladi minut pudorem vimque Musis intulit,
Sancta regum, diis sacrata dona in alvum congerens
Urbium centum capacem, tota sorbentem oppida.
