56
Nemt hen disen riksmark und darmit tofreden sid,
Ik werde juw dock sünst ut dem huse nicht quit.
Satirikeren er ved at høre den stakkels Poets Beskrivelse over sine Ulykker »kommen paa mangehaande Tanker« og tænker blandt andet ogsaa paa sine egne Digte, af hvilke han ikke har havt synderligt Udbytte. Han finder Aarsagen hertil i sin Tilbøielighed til at skrive ganske ligefrem uden Kunster og uden som de »store« Digtere at skrive, saa at Ingen forstaar det. Naar han som en stor Digter vilde skrive:
Versieglend ihr ehebett mit einem tewren pfand,
hvo kunde da begribe Meningen? Den, som ikke netop besad »Poesiens himmelske Lys«, maatte jo fortolke det saa, at Konen har taget sine Klæder fra Sengen og sat dem i Pant. En anden kunde maaske endog give Konens Virksomhed en endnu meget værre, men helt naturlig Forklaring. Ligeledes, naar den »store« Digter skal fortælle om sin Vens Seilads:
Spaltend Neptuni rück mit einem waldgewächs,
saa vil en »halvlærd« Læser, efter længe at have grundet paa Meningen, tilsidst tro, at Poeten beklager en Ven, der maa ride paa Træhesten, saa at hans nøgne Bag bliver blaa, og at denne Ven, Neptun, ogsaa er bleven pidsket til Kagen for sin Forbrydelse. Saadan Poesi bringer imidlertid Ære, og intet kunde derfor synes dummere end at skrive, saa at Hvermand kan forstaa det. Ikke destomindre vil han blive ved det gamle og sin tilvante simple Maner. Man har dadlet ham, fordi hans Vers ikke ere dannede efter den nye Maner, men han har endnu ikke læst i nogen Lovbog, hvor langt eller kort et tydsk Vers skal
