54
Mester Peder krigt to offer eine mark,
Her Peders offer is veer schilling in der kark.
Derfor maa man ikke forundre sig over, at vi nu have mere end hundrede Magistre, ja endnu flere, end man i Hamburg har Licentiater.
Den sidste Satire er i literærhistorisk Henseende den mærkeligste af dem alle fire. Den minder undertiden noget om det latinske Digt, hvormed Lauremberg debuterede som Satiriker.
En stakkels Poet, som har skrevet et Digt, for om muligt derved at erhverve sig et lidet »viaticum« hos en Rigmand, optræder her og skildrer sine Gjenvordigheder. Medens han leder efter en Mæcenas, kommer han til et Hus, det smukkeste i Gaden, og antager, at der vel maa bo en Excellence eller i det mindste en Decanus. Han gaar ind og gjør en sirlig »Baselmanus« for to Piger med Bøn om Audients hos Patronen, men faar høre, at her bor ingen »Patron«, men en forhenværende Foged, som nu er Kjøbmand og driver Kornhandel.[2] Man antager ham for en Kvaksalver, der havde Ormepulver o. desl. at sælge, og først efter at have døiet adskillig Spot af de næsvise Piger slipper han endelig ind i den prægtige Stue, der seer ud som en Fyrstes Sal. Han gjør en dyb Reverents for den rige Borger, som spørger, om han ønsker Byg eller Rug, og tillige paa Forhaand lader ham vide, at han ikke giver Credit. Poeten
- ↑ Kaland (af calendae) geistlige Gjestebud, som i sin Tid pleiede at holdes den første Dag i Maaneden, men dernæst (i Tydskland) ogsaa selskabelige Sammenkomster i Gilderne af disses Brødre og Søstre, bl. a. naar et Medlem af Gildet var død o. s. v.
- ↑ Ganske efter Datidens Forholde. Intet var da almindeligere baade i Danmark og Norge, end at saadanne Folk, der fra Ingenting havde arbeidet sig op som Fogder og Skrivere, bagefter nedsatte sig som store Handelsmænd.
