er at bevise, og duer ikke at tvivle om, mens vores Herremænd duer hverken til Lands eller Vands, uanseet de føres nok an, thi Kongen er deres Underdan, Borgerne deres Drenge, Bønderne deres rette Slaver og egen Træller. Ja, mange haver sagt tilforende: Hvad er den Borgerstand nyttelig til, der burde ingen Stand at være udi Danmark uden (mit Gunst) vi Adel, vore Bønder og Præster. Maatte nu contrarie spørges, hvortil er den Adelstand god, her findes jo, at der er mere adeligt Blod i mangen Bonde, end i de fleste Adelsmænd. Hvad haver Snaphanerne gjort, tilmed endog de skaanske Bønder? Og mange skulde vel gjøre mere, havde de Gewehr, mens Landet er for en Hares Skyld gjort værgeløs, darum die Wolfhäute und Affen und die Hirsche und die Haasen, diese sind der dänischen Edelleute Waffen, denn sie sind deftige Soldaten. — — Befindes dog mange Riddere i Danmark, af hvilke mange ikke haver gjort andre ridderlige Gjerninger end stukket en Gjed ihjel, uanseet i fordums Tid skulde den, der vilde tragte efter ridderlig Navn, have tjent mange Aar i Ungarn mod Tyrken og der indlagt saadan Berømmelse, at hans Adelsdaet kaldte ham en Ridder. Den Ridder Titul burde Ingen at nyde, uden han i det ringeste havde betjent Øverstes Bestilling eller og ved anden vel erfaren Lærdom og perfect udi adskillige Moder og Tungemaal var forsøgt, som kunde bruges hos store Herrer og Potentater i Rigernes Sager, hvilket om saa skede, skulde os feile nogle udi Danmark, ja en ganske Hob. Jeg giver vel Magt, at Adelens Herkomst formedelst deres mandelige Gjerninger haver bekommet den ypperlige Titel, mens at den derfor skal være en indgroet, arvelig Art tvivler jeg. Man seer jo, at mange holdes til Dyd fra hans første Fødsels Tid, men seer dog, at de ere saa grove af Naturen, at han kan neppe
