Skildringen af den unge Adel er jo aabenbart et Udtryk for Laurembergs Ærgrelse over Junkernes Liv ved Academiet,[1] men dette hænger igjen sammen med det noksom bekjendte, men i sine Aarsager endnu langtfra tilstrækkelig forklarede Forfald, hvori Adelsstanden overhovedet befandt sig i Christian IV.s senere Regjeringstid. Adelen havde havt sin glimrende og skjønne Periode i den nærmest foregaaende Menneskealder, den Tid, der ligger mellem 1570 og Trediveaarskrigens Udbrud og overhoved maa kaldes en af de lykkeligste, som det danske Folk nogensinde har kjendt.[2] Men alt her i Livet, der har naaet sit Høidepunkt, pleier gjerne hurtig at dale, og dette blev ogsaa Tilfældet med den danske Adel. Det faldt ikke i dens Lod saaledes som dens svenske Standsfæller at bevare sin Stilling i Hjemmet, endsige under store Kongers Ledelse at øve en afgjørende Indflydelse paa Nordeuropas Skjebne.
Jeg hidsætter her nogle Steder af en mærkelig, men hidtil upaaagtet, anonym Afhandling, der kalder sig »Hvad Aarsage, Danmarkis Rige Dag for Dag forarmes, Commercien undertrykkes og Bonden ødelægges«. Dette Stykke er omtrent ti Aar yngre end Laurembergs Satire, idet det viser sig at være skrevet efter Brømsebrofreden, men før Christian IV.s Død. De nedenstaaende Ytringer fortjene en Plads her, fordi de paafaldende stemme overens med Laurembergs, blandt an-
- ↑ Historisk Retfærdighed byder, at man erindrer de Lyssider, som fandtes andensteds. Man tænke her f. Ex. paa Holger Rosenkrands, der paa sit Rosenholm pleiede at have unge Adelsmænd til Opdragelse. Det har været en Skole af en helt anden Art.
- ↑ Gode Bemærkninger herom findes f. Ex. hos S. M. Gjellerup, Biskop Jens Dinesen Jersin. Kbh. 1868—1870. S. 82 flg.
