Hopp til innhold

Side:Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg.djvu/44

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

38

det almindelige. Hvad nu Danmarks lærde Skoler angaar, fandtes i disse vistnok til enhver Tid enkelte dygtige og lærde Rectorer, men Latinskolernes Antal var tillige, som bekjendt, uhyre stort, idet enhver noksaa liden Kjøbstad havde sin, og mange af dem have da maattet hjælpe sig med maadelige Lærere. Skolernes Beneficier og frie Undervisning, Adgangen for Disciplene til at erhverve et tarveligt Livsophold ved Degnetjeneste o. s. v. opfyldte derhos Skolerne med utrolig mange ubegavede og udarmede opløbne unge Mennesker, der i Sandhed studerede invita Minerva, og af hvilke mange aldrig drev det til at naa academisk Borgerret. Den Aand, som raadede fraoven, var ogsaa saare borneret; man erindre den Bestemmelse i et Skolereglement af 1631 eller 1632, der endnu gjentoges i den store Reces af 1643, at de »profane Autorer« helst burde læses saaledes, »at Ungdommen lærer at sky de hedenske Afguders Navne, som findes i mange Bøger, i den Sted at Gud alene og hans hellige Navn burde at bruges.«[1] Omtalen af Præstekald som Medgift for Adelens Tjenestepiger og af Præsteenkers Indflydelse paa Besættelsen af Kaldene er uimodsigelig berettiget, og selv i Norge, hvor det adelige Patronat dengang omtrent slet ikke forekom, var Hensynet til Enken desto mere fremtrædende.[2]

  1. R. Nyerup, Historisk-statistisk Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge i ældre og nyere Tider III, 1, v. 98—99). I det omtalte Reglement heder det: Deorum etiam gentilium nomina in profanis autoribus penitus expungantur (!).
  2. C. T. Engelstoft: Theol. Tidsskrift udg. af Scharling og Engelstoft. V. S. 210. L. Daae, Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen. Chra. 1879. S. 33 flg. Udlændinger vare opmærksomme paa dette Uvæsen i Danmark, se f. Ex. Fr. Raumers Briefe aus Paris. I. S. 72, E. Gigas, Grev Bernardino de Rebolledo. Kbhvn. 1883. S. 42. Denne spanske Gesandt fandt det »verdslig seet at være en god Indretning, at naar en Præst dør, gives Kaldet ikke bort undtagen til den, der gifter sig med Enken og paatager sig at sørge for Børnene«.