34
Eder ere formelig en hævdet prydelse for Samtaler, de ere en rhetorisk Figur, som rigtignok endnu venter paa en Plads i Lærebøgerne. Uden at kunne tage Panden og Helvede i Munden maatte man jo tie stille som en Harpocrates eller som en jydsk Fisk. Drenge, som endnu ikke have faaet Støvler paa begge Ben, bande allerede lystigt. Naar de blive voxne, sværge de ved saamange Djævle, som kan rummes i en holstensk Tønde, om det blot gjælder at sige Goddag (v. 257—354).
Saaledes lever altsaa Domherren sit canoniske Liv og feder sin glindsende Bug, der er istand til at sluge tyve Bønder og hundrede Tønder Land med Haver og Huse. Men Muserne vil Ingen unde saameget Jord, som en Muldvarp kan rode, en Mus pløie eller en Myre hjælpe sig med paa en Vinterdag. Ikke saa Verden saaledes ud dengang, da Rom havde sin Augustus, værdig til Caesars høie Navn, og da de lykkelige Tider frembragte en Maecenas. Dengang var Æren Fortjenestens Ledsager, og det var ikke Klæderne, som gjorde Manden. Endnu havde man ikke fundet paa de umaadelige Støvler, der naa op over Hofterne lige til Lever og Nyre; Hjertet sidder nu i Støvlerne.[1] Skjørterne nærme sig Skuldrene og true med at naa op til Halsen. Ligesom Krebsen vandrer sin sene, men udholdende Gang og viser hemmelige Kræfter, saaledes anstrenge ogsaa de nedentil skjulte Buxer sig for at naa frem i Dagen og strække sig næsten lige fra det afstudsede Skjæg ned til Anklerne. De naboelige Klædningsstykker føre Krig, Vesten havde for syv Aar siden Overtaget og naaede da ned til Navlen, nu har den givet tabt for Buxerne, men naar sex Aar ere gaaede og Skræddersaxen ikke formaar at gjøre flere Opfindelser, faar maaske Vesten sit
- ↑ De lange Støvler bleve paa Moden under Trediveaarskrigen. Lappenberg, S. 247.
