med Bøger,[1] da er kun det, hvad der kan fylde Medborgere med Skræk, vore Junkere kjært. Den velbyrdige Staldknegt smatter høit med Tungen og rider stoltelig afsted. Pindus’s Blomster og Poesiens Laure har for ham en ligesaa hæslig Lugt som Maren Ammes — (»quot Marenna pepedit«). Nei, da dufter det, som kommer fra Hesten, helt anderledes, det er som Røgelse og Myrrha. Saadan er hans Fornøielse om Morgenen, indtil han, naar Klokken slaar ti, glæder sig til sit Hvedebrød, sin appetitvækkende Sild, sin ferske Fisk og sin Skinke, der skylles ned med fulde Bægre af stærkt Øl. Resten af Dagen gaar saa hen med Øvelser i Fægtning under en fransk Læremester; thi en Landsmand forslaar ikke til at lære ham at slaa sin Næste ihjel. En simpel Soldat, en Røver, en Kudsk eller Bonde kan banke et Medmenneske med en Spade eller slaa ham
- ↑ Med denne Skildring af de unge Junkere kan sammenlignes Chr. Falsters Satire »den latinske Skriverstue«, hvor denne Digter lader en Præst skrive til sin Patron og lykønske ham med en Søns Fødsel:
Skribentens Indfald vare de
(Saavidt jeg kan erindre):
Han kyste lille Junkers Øie,
Hans Kone ikke mindre,
Han ønskte, at den Lille snart
Forstand ei maatte samle,
Da Børn udaf en vittig Art
Ei gjerne blive gamle.
Bemeldte geistlig Mand udi
Sin Slutning udaf Brevet
En Overskrift til Junker i
Sin Vugge havde skrevet:
»Her hviler vores Herskab paa
Sin Lykkes Silkepude,
Gid han en Kjender blive maa
Af Heste, Kjør og Stude.«Chr. Falsters Satirer, udg. af Christen Thaarup. Kbhvn. 1840. S. 178—179.
