30
paa Helicon og i Tempe. Men Tilstanden vilde dog være meget bedre, ifald ikke Skolevæsenet stod saa lavt og Ungdommens Opdragelse overhoved var i saa slette Hænder.[1] Fra Skolerne er Orden banlyst, alt bestaar der i Skrig og Skraal. Har man godt Veir, skulker man, men blæser Nordenvinden og øser Regnen ned, kommer man i Skolen en Time, efterat man har nydt sin Grød og sin salte Fisk, og der hersker da en Støi, værre end paa et Amphitheater. Orbilius har ikke lært andet end at betale de Prygl, han selv i sin Ungdom har oppebaaret, tilbage til Andre med Renter. Ved Ferlen indbankes Visdommen bagfra, indtil den omsider naar op til Dumrianens Hjerne, og tilsidst bliver Lønnen for hans Flid en Prædikestol med Alter og Tiende, men vel at mærke som Medgift enten med en Tjenestepige fra Patronens Herregaard eller med en gammel tandløs og giftesyg Pulverhex af en Præsteenke, med hvem han saa siden henslæber Livet i Kiv og Strid (v. 85—148).
Dette er, fortsætter Musen, den Lykke, som times simple Folk, som ikke eie noget Stamtræ, og som formedelst Armod have maattet die sine egne Mødre. Adelen derimod, som fødes i Purpur, som opammes af en leiet Thais, og som arve de tusinde Bønder og Hustrælle, de lære fra Barnsben af at sværge ved Æsel- og Hestegudinden Epona, deres Tanker dvæle ved Krybber og fed Havre, ved Sværdet, der hænger til Stads ved deres Side, og ved Bøssen, som skal skyde vildt til Frokostbordet. Naar nu den voxne Ungdomsalder kommer, og man føler sig stærk nok til at binde an med alt i Verden, kun ikke
- ↑ Vs. 109—112 ere, som en kyndig Læser vil indrømme, temmelig dunkle. De indeholde maaske en forsigtig Anerkjendelse af Universitetet, rimeligvis ogsaa af Kirkens Orthodoxi.
