I September d. A. besluttede det norske Universitet at høitideligholde Tohundredaarsdagen for Ludvig Holbergs Fødsel, 3die December, ved en academisk Fest. Det hædrende Hverv at forfatte et Program for Anledningen overdroges mig. Efter nogen Betænkning besluttede jeg at gjøre et Forsøg paa at gjenindsætte en Mand, som baade kan fortjene Navn af Holbergs nære Aandsfrænde, og som aabenbart har paavirket denne, paa den Plads, der synes at tilkomme ham ogsaa i vor egen Literaturs Historie, uden at der dog hidtil i denne Henseende er ydet ham Retfærdighed. At skrive om Johan Lauremberg var for mig et mere end ti Aar gammelt kjært Forsæt, der imidlertid stedse var blevet trængt tilbage ved andre Studier og Arbeider, saa at jeg end ikke kunde siges at have anlagt Samlinger dertil, da jeg maatte skride til Udførelsen med en Frist af ganske faa Uger, i hvilke desuden Embedspligter og andre Forretninger maatte optage en stor Deel af min Tid. Skulde derfor den indsigtsfulde Læser finde, at mit Skrift i nogen Grad bærer Spor af denne Varselets store Korthed, vil jeg ikke modsige ham.
Væsentlig ved danske Venners Hjælp har jeg kurmet ledsage Skriftet med nogle for det meste utrykte Bilag. Naar jeg desforuden ogsaa paany har ladet aftrykke Laurembergs indholdsrige og formskjønne latinske Satire, der hos os maa ansees for mindre let tilgjængelig, tror jeg derved at have gjort saavel Historiens som den humanistiske Poesis Venner en Tjeneste.
