23
han sig selv som »ein vornehmer Officier«, men hans plumpe Selvros og umaadelige Tillid til sin egen Uimodstaaelighed peger i samme Retning. En Ytring som denne er ganske tybosk: »Ich als ein vornehmer Officier, damit ich meinen Mittgesellen nichts nachgebe, hab’ auch drausz spendiret und bei einem kunstreichen Balbirer mir meine stiefelbraune Haar und Barth abnehmen lassen, dahero ich jetzo so schön und holdselig geworden, dass ich gewiszlich weisz, sobald diese Jungfrawen mein freundliches Gesichte erblicket, und meine auserlesene Manieren und gelahrte Discurs betrachtet, sind sie mir sämptlich von Herzen hold worden. Aber nein, non omnibus dormio, dass ist: nicht für euch, ihr guten Jungfrawen, ich habe mein edles und hochverständiges Gemüth anderswo gesetzet.« Hans Digt om sin Elskov, der har gjort ham til »Cujon«, kan ogsaa tænkes som Forbillede for Tybos Kjærlighedsrim til Lucilia. Blax er imidlertid høist uheldig. Under en Samtale med Amaryllis, af hvis Repliker enkelte minde mig paafaldende om Photis’s første samtale med Lucius hos Apulejus,[1] blive de uenige om det første Barns Navn, idet hver af dem vil have det opkaldt efter sig selv, hvorpaa det ender med, at Amaryllis slaar ud over sin Elsker det samme Fluidum, om hvilket Arv i Holbergs »Abracadabra« (Act. I. Sc. 1) siger, at det er »mare ikke rent Vand«. Blax trøster sig ved en saftig Vittighed, men hans næste Møde med Amaryllis, hvormed stykket ender, er ikke heldigere.
Det andet Stykke om Harpyierne, hvem vi kjende fra Virgils Æneide, er en noget forvirret Blanding af Argonauternes, Hypsipyles og Lemnierindernes, Kong Phineus’s og andre my-
- ↑ Metam sive de asino aureo, lib. II.
