Formue større Magt til at værge vort Behov og gjennemføre hvad det trænger. Vi har ikke tabt noget siden da; vi har vundet.
Men lad os alligevel sætte, at det er saa at Suveræniteten strax gik , over fra Folket til Storthinget og Kongen; og lad os sætte, at der kommer Tvistigheder op mellem disse, idet den ene vil, hvad den anden ikke vil. Jeg tror, vi har historisk Ret til at sætte et sligt Tilfælde?
Hvad saa? Ja, der staar vi! — »Men det er bra, at vi stundom staar; thi det, den ene Part vil, kan jo være »rispende gæli« »— som der nylig offentlig blev sagt. Det kan ogsaa være overmaade rigtig, i alle Maader stemmende med Folkets Behov, — skjønt ikke med Kongens. Historien er ikke uden Ecempler. Hvad saa? Skal vi staa der alligevel? Det store Flertal i Folket med sine Behov bag sig, det vil sige deres egen Lykke, deres Børns Fremtid, — og paa den anden Side en Konge, hvis Behov er stik modsat. Jeg gjentager: Historien er ikke uden Exempler. Atter og atter: hvad saa?
»Ja, saa kommer det an paa hvem som er stærkest«.
Tænk; man svarer virkelig saa; man henviser koldblodig til Historien, som har mange Exempler paa slige Kraftprøver. Og der er Præster blandt dem, som svarer saa, — svarer med Udveie fra Næverettens Tid, fra den mørke Egoismes Vilje; thi hellere det end at indrømme Folkesuveræniteten idag!
Hvor er vi saa kommet hen? Vi er kommet til, at i Principet, i Tanekn, er Borgerkrig indsat som sidste Paragraf i Grundloven. Vi ser altsaa, at Suveræniteten ved at gaa over paa to, kan tabes, og Tilfælgidheden blive Suvreæn.
