som er rigtigt; men netop hvor Flertallets Vilje bliver Lov, er der mindst sandsynlighed for, at man fatter ligefremme syndige Beslutninger. En enkelt Mand kan handle urigtigt i Ophidselse og af ond Lidenskab; et Folk i Raadsforsamlingen vanskeligere. Saa har man ment, at Læren om Folkets Husbondsret var mod Bibelen; i det gamle Testamente gjøres Kongerne »lig Guder«, og i det ny befales Folket at »ære Kongen« og »give Kejseren hvad Kejserens er«. Heri maa ligge, at Kongen, Kejseren, han og ingen anden skal have den sidste Afgjørelse eller være den af Gud med Myndighed udrustede,
Hvad angaar den gamle Tids Begreb om, at Kongen var lig Gud, hvilket han hos vilde Folk endnu er, (forsaavidt han ikke ligefrem er deres Gud), — saa tænker jeg, at vi kan gaa det forbi. I vore Dage er det Folket, ikke Kongen, som giver Loven, Folket ikke Kongen, som er Magtens øverste Kilde, altsaa den øverste Øvrighed. Havde vi fri Præster, istedetfor at vi har Statskirke-Præster, Kongetjenere, saa var de af sin Samvittighed drevne til at udlægge Stedet »ærer Kongen« og »giver Kejseren hvad Kejserens er« saaledes, at Folket sattes ind istedetfor Kongen og Kejseren; thi det er ikke Navnet, men Myndigheden, som skal æres, Lovenes og Magtens Myndighed, og den er hos det fri Folk.
Jeg forbigaar en Indvending mod Folkets Husbondsret som den, at Gud har udvalgt Kongeslægter til at repræsentere det Blivende, det Sammenhængende i Folket; thi jeg tænker dette repræsenterer Folket selv bedst. Og dermed gaar jeg til mit Æmne.
