Siden det blev til Alvor med Læren om Folkesuveræniteten ogsaa hos os, har forskrækkede Højremænd naturligvis forsøgt at, modsige den; ligesaa en enkelt — og utvilsomt enkeltstaaende — Røst blandt vore egne. Denne har forudsat, at man mente at indsætte Folkesuveiæniteten i hele den Magtudstrækning, som det absolute Kongedømme engang havde, at den altsaa ogsaa under lagde sig Troesspørsmaal og lignende til den Enkeltes uindskrænkede Ret hørende. Jeg har aldrig set nogen slig Paastand fremsat, og Kampen mod den er derfor en Kamp mod Vejrmøller. Med Folkesuvereniteten mener vi et Folks Husbondret i sit eget Land; der faar være en, som har den sidste Afgjørelse, og dette kan i et frit Land ingen anden være end Folket selv. For dets Afgjørelse skal man bøje sig, den Enkelte være Konge eller simpel Borger.
Pietister har ment, at Læren var et Oprør mod Gud; thi Alt skal afgjøres etter Guds Ord og ikke efter Flertallets Vilje. Denne Indvending gjælder ligemeget alle Styrelsesformer, som maatte bestemme noget mod Guds Ord, d. v. s. mod det,
