Side:Om Folkesuveræniteten.djvu/27

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Det var da hin Forsamling, som efter den tydsk-franske Krig skulde ordne Frankriges Forhold, ikke vilde lystre og gaa fra hverandre, men sidde og indføre Monarkiet. Mod sin egen Vilje maatte den indføre Republikken; Folket befalte!

Det er for slige Tilfælders Skyld, at Statschegen, den anden af Folkets Fuldmægtige, har Oplæsningsret, en Ret som Kongen ogsaa maa faa hos os. Er man ræd for, at den kan misbruges, saa giv en Bestemmelse om, at Opløsning alene kan finde Sted én Gang i én Valgperiode.

I tvilsomme Tilfælde, d. v. s. hvor man ikke er sikker paa, at Fuldmægtigen gjør hvad Herren vil, maa Folkesuverænitetens anden Fuldmægtig passe paa.

Jeg tør paastaa at Opløsningsret faar han ogsaa hos os netop til Værn om Folkesuveræniteten, strax han opfatter det som er saadant og ikke som et kongeligt Privilegium.

Og sa falder den sidste Grand til slig taabelig Tale som den, at et Storthingsflertal hos os mere end andetsteds kan spille Mester istedetfor Tjener. Jeg lægger til, at i vort forsigtige Folk er der mindre Fare for saadant end i noget andet, jeg kjender.

Men netop af dette Exempel ser vi, at Husbondsretten ikke er hos Storthinget, saa lidt som hos Kongen, eller hos begge tilsammen; de maa begge handle med et Øje vendt mod den Mægtige bag dem.

Iaar skal denne Mægtige spørges om sin Vilje, sin Dom; thi de to er i Strid.

Maatte den gives med Tydelighed og Alvor! Derfor et Ord til hver af eder som er Vælger.

Hvo du end er, vær vis paa, at i din Levetid