Side:Om Folkesuveræniteten.djvu/25

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


At ville paastaa dette og stille Maagt op ved Siden af Folkesuveræniteten, er i Principet at sætte Borgerkrig ind som sidste Afgjørelse i Grundloven.

Det samme er det at nægte Folkesuverænitetens øverste Afgjørelse, hvor de to Fuldmægtige ikke kan forliges. I Rigsretten har vi et Udtryk for Folkesuveræniteten i vor Grundlov, ligesaa i dens § 79.

Naar et Folks Behov kræver det, kan Folkesuveræniteten ændre hele Grundloven trods hvad derom staar i den. Thi ikke Forfedrenes Menig om dens egen Ufejlbarhed kan være Leveregel for os, alene vor og Børnenes Lykke. Den modsatte Opfatning kan føre til umoralske Forhold.

Efterhvert som Folkesuveræniteten vinder samme Myndighed i Staten som Absolutismen før havde, fordi den almene Retfærdighedsfølelse har vundet større Magt end Vaabnene før havde, vil det blive altid vanskeligere at sætte absolutistiske Erindringer op imod Folkesuveræniteten. Der vil derfor komme en Tid, og den er ikke fjern da f. E. ingen Konge tør sidde Konge, naar Folkemeningen har fældet den hele Institution.

Lige over for andre Magter vilde et Folk ikke være selvstændigt, hvis det ikke kunde opsige en indgaaet Kontrakt.

I alle disse Forhold, indad og udad, kjender Folket ingen anden Indskrænkning end den, som dets Interesser, dets Svaghed, dets Klogskab, dets Moral paalægger det.

Den, som tror paa sit Folk, antager de er stærke nok til at holde det paa det godes Vej; thi for en og tilsammenlagte udgjør disse Sætninger et frit Folks Program. Man kan nægte dem saa længe man tror at have Magt til at gjøre det; men hvor hurtig det hermed er forbi b?ror paa