Side:Om Folkesuveræniteten.djvu/24

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Jeg har seet et svensk Blad, Göteborgsposten, paastaa om os, at et selvstændigt Folk var vi heller ikke; vi var et erobret Folk. Men Paastanden blev gjort i et saa uartigt Sprog, at det antagelig var for skræmme. Ogsaa for at skræmme truede samme Blad med, at Huset Bernadotte kunde sige os op. Vi drager den Slutning deraf, at selvfølgelig kan vi ogsaa opsige Huset Bernadotte; i slige Ting er Retten gjensidig. Men kan virkelig det samme Blad antage, at kongehuset er opsigeligt, men ikke Foreningen? Hvad skulde gjøre den uopsigeligere end Huset Bernadotte, al den Stund dette er det svenske Kongehus, og Foreningen vitterlig bestaar deri, at den svenske Konge tillige er vor? Göteborgsposten er den eneste, som kan svare herpaa.

En anden Sag er, at Forholdet til Sverige forlanger den Hensynsfuldhed af os, at vi ingen anden Form for Foreningen begjærer, før vor Trang til det er forstaaet i Sverige; ligesom til Gjengiæld Forholdet til os paalægger Sverige de Hensyn: ikke at hindre det, som viser sig at være nødvendigt for vor Lykke uden at skade deres.

VIII.

Saa tænker jeg, at jeg har undersøgt alle de vigtigste Forhold, hvori Folkesuveræniteten kan prøves. Lad os gjentage det!

Den bestaar i: at have den uindskrænkede øverste Myndighed over sine Rettigheder.

Et Folk, som i fuld Suverænitet giver Dele af Magten til Fuldmægtige, f. Ex. til et Storthing og en Konge, kan ikke tænkes derved frivillig at have givet fra sig sin øverste Bestemmelse.