For fort kommer det vist ikke til at gaa,
naar et helt Folk skal bestemme. Uvidenhedens,
Fordommens Arv er gammel og tung. Til at
støtte den behøver vi vist ikke kongelig Hjælp.
Endelig stiller jeg Folkesuveræniteten op i Forhold til Sverige, med hvilket Land vort er forenet. Der kan komme den Dag, at vi ønsker en anden Form for vor Forening. Men man paastaar, at vor Foreningskontrakt kan ingen af Parterne ensidig opsige; altsaa her er vi ikke rsuveæne.
Er dette saa? Vi har i vore Dage seet, at Konkordatet med Paven har et par Lande opsagt ensidigt, Og Konkordatet er dog en Kontrakt af den dybeste materielle og aandelige Indgriben i et Lands indre Liv. Vi har oplevet, at Rusland opsagde ensidig sin Sortehavskontrakt med ikke mindre end fire Stater, og deriblandt England og Frankrige. Moralsk Ret til det maa man altsaa have; ellers havde vi vel hørt det. Men det kommer jo an paa, om man ogsaa har fysisk Magt til det, og det maa jo vedkommende selv bedst vide. Jeg fejler vel ikke ved at paastaa, at det Folk, som ikke kan opsige sin Kontrakt med et andet, det er intet selvstændigt Folk? De som sluttede Foreningen med Sverige levede i en Tid, hvor man troede at have naaet noget endeligt. Vi ved, at Udviklingen er uendelig, og at Livet kan løse idag, hvad der blev bundet igaar.
