I vor hele Kamp har intet forundret mig mere
end den Paastand at Folket, naar det fik hele
Magten ubeskaaret, skulde blive for reformsygt
og for flot. Hvilket civiliseret, frit Folk har indgivet dem denne Frygt?
Man har nævnt Franskmændene. I den nyere Tid har dette Foregangs-Folk blevet frataget sin Frihed — en Gang ved Armeen, en Gang ved fremmede Tropper, saa en Gang igjen ved Armeen. Den absolutistiske Arv har tilladt slige Forbrydelser; dens Særegenhed, at Magt gaar for Ret har ikke været dybt nok foragtet. Men hver Gang har Folket taget sin Frihed igjen, og engang i Besiddelsen af Friheden har Franskmændene ingen voldsom Reformiver eller Flothed vist Tværtom; de mange vidtgaaende Partier er til begge Sider holdt nede og i Skranker af det store det mægtige Folkeflertal.
Vi har vænnet os til at betragte vidtgaaende Partier i og for sig som en Ulykke, hvilket de ingenlunde er; thi de er altid Udtryk for Interesser, som er forsømte, Dele, som er undertrykte, Sandheder, som har Interesser imod sig, eller Særinteresser, som trodser al Sandhed. Lad dem tale! Saa faar vi den Kritik, vi trænger, og de den Rettelse, som de trænger. Dem retskafneste Mand, som ikke faar Kritik, sidder tilsidst bred og magelig over megen Uret. De samme gjælder et Folk. Altsaa vidtgaaende Partier er en Velgjerning snarere end en Ulykke; det sidste bliver de første, naar de ikke kan holdes inden de Grænser, som Minoriteter faar finde sig i at respektere, til de ad Overbevisningens Vej vinder Fremgang. Men sæt, at det var galt med de vidtgaaende Partier i Franknge, hvorfor skal Nordmændene endelig sammenstilles med Galler og Romaner?
