mest civiliserede Stater, — og Republikanernes Mængde i Kongedømmerne (som jeg heller ikke har regnet) øges daglig; Bismarcks Klager derover har nylig hele Verden hørt.
Under disse Omstændigheder vil den absolutistiske Arv tage hurtig af, og Kongens Forhold blive opfattet som det er. Endnu vi vil opleve, at Størstedelen af Norges Repræsentanter er vitterlige Republikanere, valgte som saadanne; ja, den Tid vil ikke engang være fjern. Ingen kan hindre det, vore Forhold begunstiger det i særdeles Grad. Men derfra og til Republiken er endnu et langt Stykke; her taler mange Forhold med, mange Interesser, megen Frygt, et Folk rider ikke samme Dag som det sadler.
Og hermed gaar jeg over til at stille Folkesuveræniteten op mod den Frygt for den, som man udspreder. I dette Stykke deler den Skjæbne med Republiken. Man er især ræd for Folkets Reformiver og Bevilgningsflothed; imod den ska Kongen bruges! Tænk Verdens ødsleste Institution som frister hele Statslivet, ja, det kommunale og private med, til Ødselhed, skal sættes paa Vagt mod Ødselheden! Kongen er fortiden Novembermændenes »Laas for Kassene«, deres »Dobbelt-Laas«, »Kontrol«, »Sikkerheds-Ventil« ; han faar i denne Egenskab næsten lige saa mange Kjælenavn som han har Titler, og af lige saa tvilsomt Værd som en Del af disse.
