melser bindende, til de bliver skadelige; da sættes nye i deres Sted. Om Principerne i Grundloven binder Storthinget, berøver de ikke Folket dets konstituerende Ret.
Men hvorledes skal dette ske? I vor Tid behøves neppe dette Spørgsmaal besvaret, og naar det engang bliver nødvendigt, vil Svaret give sig selv. Hvorfor?
Jo; — er Folkesuveræniteten først blevet en ligesaa stærk Magt som Absolutismen engang var og den almene Retfærdighedsfølelse en meget stærkere Magt end Kongens hvervede Soldater engang var, saa spiller ikke den Sort Spørgsmaal længer nogen Rolle; Folkesuverænitens Vilje bliver Virkehghed med samme Lethed som den absolute Kongens engang blev det - og med umaadelig mere Autoritet, fordi de Bydende tillige er de Lydende. Netop fordi man ikke vil vedtage Folkesuveræniteten, stilles alle disse Formspørgsmaal nu ivejen. Men er den blevet vor af alle vedtagne øverste Herre, da kan f. Ex. ingen Konge være Repræsentantant for et Folk, som ikke er kongelig sindet. Begge Parters Æresførelse vil forbyde det; Umuligheden vil vise sig allevegne og tilsaidst blive overvældende. — Da finder nok Formspørgsmaalet sin stille Løsning; vi behøver vist ikke idag at svede over det.
Endnu er den absolutiske Arv i vore Forestillinger for stærk; endnu ser mange i Kongen Folkets Herre istedetfor dets Tjener, og der er i flere konstitutionelle Stater endnu visse Standsinteresser, som finder sin Regning i at holde disse Forestillinger fast i Folket. Bismark er disses Ordfører og Chef i Øjeblikket.
Men allerede nu er der omtrent 100 Millioner Republikanere (jeg tar ikke de sydamerikanske ufærdige Republiker med). 100 Millioner i de
