Side:Om Folkesuveræniteten.djvu/18

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

religiøse Liv endnu er saa fuldt. Det er modbevidst i det foregaaende, derved nemlig, at en Grundlov er et Udtryk for et Folks Behov. Den maa bestemme manges Rettigheder og Pligter foruden de to Fuldmægtiges; indskrænket hertil kan den ikke være, selvfølgelig heller ikke til at være en Kontrakt mellem disse to. Men Hovedspørgsmaalet staar igjen: Grundloven har selv forbudt en væsentlig Forandring; den nævner altsaa heller ikke Maaden, hvorpaa en saadan kunde gjøres; kan vi saa alligevel gjøre den? Spørgsmaalet er vigtigt; for derved faar vi afgjort, om et helt Folks Udvikling skai bøie sig under Loven, enten Folket vil eller ei. Vi faar afgjort, om det er Loven som er suveræn eller om det er Folket, om det er den døde eller den levende. Mange tænker den døde; jeg tænker den levende.

Hvilkensomhelst Fortolkning, som gjør Grundloven uforanderlig i sine Principer, forudsætter, at her i Norge raader Forfedrenes Meninger og Behov ifra 1814, og ikke Folkets Meninger og Behov i Dag og i Morgen, ikke vor egen og vore Børns Velfærd. Forfedrenes Maal for Erfaring, Kundskab, Magt, Frihed, Æresfølelse, det skal til evig Tid være vort? Da kunde den Tid nok komme, at Forfedrenes Lov blev frygtelig for snever for os, blev vor værste Tyran, der vilde avle Misnøie, Hykleri, Lovløshed, Oprør iblandt os.

Da Forfedrene i 1814 satte ind den Bestemmelse, at Grundloven ikke kan ændres i sine Principer, overskred de simpelt hen sin Myndighed; de tiltroede sig selv Ufeilbarhed, og denne deres Feiltagelse kan Efterkommerne ikke sætte over sit eget Behov eller sine Børns Velfærd. Grundlovens Principer er som alle Lovbestem-