Side:Om Folkesuveræniteten.djvu/13

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Som Grundlovsgiverne tænkte sig Rigsretten i Virksomhed vil den almene Følelse ikke gjerne have den. Nu støder det mange, at det samme Thing skal have baade Anklage- og Domsmydighed. Det kunde let hænde, at Lagthingets Medlemmer i samlet Storthing kom til at stemme i en Sag, de i en anden Form siden skulde dømme over.

Man finder det rigtigere, at det Storthing, som har faaet Grund til Anklage, skyver Sagen over til Folket og lader dette afgjøre i det næste Valg, om her skal rejses Anklage eller ei. Allerede nu er Rigsretten ment at være en Folkedom, hvortil kommer Højesterets. Men overlades det til Folket selv at afgjøre, om her er Grund til Anklage, saa bliver den det i endnu højere Grad. Og dette er i egen Sag, og beggge baade Thing og Regjering, kan da underkaste sig Husbondens Afgjørelse forsaavidt. Intet Ord i § 86, ei heller i de specielle Love om Rigsret hindrer denne utvilsomt retfærdigere og tidsmæssigere Ordning.

Man siger at paa den Maade fristes de valgte let til at sammensætte Lagthinget saaledes, at Regjeringen er fældet paa Forhaand. Ja, ad Regjeringens Venner ssammensætter de valgte vist ikke herefter LAgthinget, hvis de er stærke nok til at undlade det. Regjeringen er stærk nok til ikke at slippe et eneste liberalt Medlem ind i Højesteret. Men derfor er det vel ikke sagt, at Rigsrettens Dom er givet; vi faar haabe, at begge dens Dele er lydhøre for Sagens Grunde, og at de er retskafne Mænd.

Desuden at klage over, at begge Parter, baade Opposition og Regjering, sammensætter — den ene Lagthinget, den anden Højesteret — af sine Meningsfæller, det er en særegen Klage. Har et Frit Kolk nogen anden Maade politisk at tale paa