Denne siden er ikke korrekturlest
DET AT LÆNGES —
I mellem farlig andemat og slam
stod maanen i den lunkne liljedam!
Og høiet paa en duftig hesjegrind
hang hviskende og varmt i maanevind!
Hun heldet sig i høiet, og hun sa:
«Min egen ven! Imorgen maa jeg dra!
Naar næste aftens himmelhvælv er blaanet,
skal det at længes bli din lodd en maaned!»
stod maanen i den lunkne liljedam!
Og høiet paa en duftig hesjegrind
hang hviskende og varmt i maanevind!
Hun heldet sig i høiet, og hun sa:
«Min egen ven! Imorgen maa jeg dra!
Naar næste aftens himmelhvælv er blaanet,
skal det at længes bli din lodd en maaned!»
Han sat og stak med sliren, hugg i hugg
i græsset paa den tidlig faldne dugg!
Og stilhet faldt der, knugende og saar,
saa stod han op, og sagde, høi og haard:
«Mit sind er denne simple, enkle muld!
Den gror bestandig, taaler ikke hul!
Jeg gror bestandig, jeg er grov og graadig,
og det at længes! Elja, vær mig naadig!
i græsset paa den tidlig faldne dugg!
Og stilhet faldt der, knugende og saar,
saa stod han op, og sagde, høi og haard:
«Mit sind er denne simple, enkle muld!
Den gror bestandig, taaler ikke hul!
Jeg gror bestandig, jeg er grov og graadig,
og det at længes! Elja, vær mig naadig!
65
