Denne siden er korrekturlest
Og fra klippehøiderne deroppe
stod i ødemarkens sunde helg
tusen tyste, oversneede toppe
lige ned til hjertejuvets svælg!
Men paa randen af det store øde
sa en stemme gjennem sjælen: „Skriv
hér ved denne golde morgenrøde
sangen om din smerte og dit liv!“
Som jeg sitter nu paa klippestolen,
med det strenge skrifte paa mit knæ,
ser jeg fjernt paa sletterne, at solen
svulmer bag den gyldenrøde sne!
Og mit hjerte svulmer. Op af havet
stiger de af vinternattens skjul,
flammestraaleme fra flammenavet,
ekerne i evighetens hjul — —
