Denne siden er korrekturlest
Og jeg stuper naken, mens det toner
af min rædsels søndersprængte skratt
ned igjennem rummets orioner,
i den store, endeløse nat — — — —
— — — — — — —
Da jeg vaaknet paa de kolde stene
saa jeg, oppe mellem klippens trær,
straaler stige, fine, perlerene
af det første, bleke morgenskjær — —
Nu en dag igjen, i bjærgets kløfter?
Og en nat igjen, før tingen sker?
Nei, du kolde sol med dine løfter!
Nei, du mørke hjerte! Aldrig mer —
Klar og rolig gik jeg frem af skaret.
Overvældet stirret jeg mod syd:
Sletterne laa blændende forklaret,
hvite, uden tid og uden lyd — — —
