Denne siden er korrekturlest
Under min besynderlige kappe
krøb jeg, stønnende, paa saare knæ
op en dyb og dunkel klippetrappe,
under faldende og festlig sne — — —.
Dybt paa skrænten laa der røde byer,
men om fjeldets frygtelige top
hang et kongerig af hvite skyer,
stadig op, og stadig længer op!
Da fornam jeg store menneskeskygger,
dvælende, med haanden under kind —
og der steg fra deres dunkle rygger
høie vinger, i det bleke skin — — —.
Øverst oppe dæmret bak et alter
en gestalt, jeg ikke kunde sé —
og en anden af de graa gestalter
pekte paa min mund og bad mig le —!
