Denne siden er korrekturlest
Ja, det sneede i mit haar, og sneede
over ødet, samlet sten og krat
i det gamle, altid rede klæde
over dødens bénopfyldte nat — —
Og der seilet ned paa vinger lette
som et alveland i markens sted —
redte sig en luftig snefaldsslette
gjennem skogerne, i maanefred — — —
Op igjennem sneens hvite vrimlen
steg den samme skog, men ny og skjær!
Tvættet, gjennemstraalet, tat til himlen,
stod de jordiske og mørke trær — — —
Og der bredte sig et høitidsskin om
deres kroner, salvet for en vaar; —
men i kløfterne, i mørkets Hinnom
dybt paa bunden af et klippeskaar,
