Denne siden er korrekturlest
Dér jeg varsomt tog mig for med foten
kjendte jeg med gru, at trærne kløv —
granerne blev lavere paa roten,
store stener trillet, naar jeg skjøv,
indtil brisk og lyng laa sammenstuvet
paa den mørke, ligesæle rand,
der hvor stupet, kaldet „Hjertejuvet“
undergrov det vinterlige land — — —
— — — —
Vild, i mørk, forvirret barnetale
vred jeg hænderne og lægedom
tigget jeg fra dødens jættesale,
og — ved sjælens salighed! — den kom!
„Lad mig kjende dig paa bryst og hænder,“
lød en stemme fra det dybe hæld.
„Er det ikke mandens haar, jeg kjender?
„Spøger han med den, som er hans træl?
