Denne siden er korrekturlest
Tordenen gled over, og blev borte
susende i kronerne, mod sør.
Atter var jeg ensom i det sorte
under hemmelige sørgeslør — —
Under mig laa mosefeldens skimmel,
over gynget ragget fra en gren,
det var hele høiden af min himmel,
over jordiske og mørke sten — —
Svarte furustammer stod paa sokler
af en grov granit i fjeldets røs —
under mosen knaket det som knokler
i de svære stene, som laa løs — — —
Men i mørket, hvor jeg kløv og brøitet,
mindedes jeg menneskernes smuds,
og fornam mig helligt oversprøitet
fra den store aare, som er Guds — — —
*
