Side:Olaf Bull - Nye digte.djvu/79

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Hvor skal vore varme hænder
lete i en verden, frysende og vild,
efter denne sødme uten sæte,
som du véd, uendeligt er til . . . ?

Og mit hjerte svarte med at banke.
I det dybe mørke sprang jeg op.
Denne dunkle, rummelige tanke
krævet hele høiden af min krop.

Fra det fjerne hørte jeg det suse.
Granerne blev skræmmet af sin fred.
Og en frossen diger kongle-druse
rammet mig i øiet saa det sved . .

Alle skogens nattemørke maner
hævet sig og blaffret i et gys —
ulet ulmet i de svarte graner
som et sus af flamme uten lys.