Denne siden er korrekturlest
Men i mørket dér, paa klippehellen
kjendte jeg i drømme mod min kind
tomme stilke dybt i mosefelden,
og en sælsom tanke faldt mig ind:
„Disse yrjer i sin rene ynde,
blomsterne, de bleke og de blaa —
de som dør, troskyldige og tynde
naar den første kulde falder paa:
Jeg har vidst, hvad skjæbne deres stilke,
deres klare kroner blev til del,
men, ved smertens helligdomme:
Hvilke genier tar haand om deres sjæl!?
Ja, mit hjerte: Hvilket væsen arver
al den dunkle, hemmelige duft,
som befrier sig af blomstens farver?
Samles den i himmerigets luft?
