Side:Olaf Bull - Nye digte.djvu/73

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent


„Allerede maanelys er meget
„for en mand, som i sin usselhed
„uden haab mod høiderne er steget —,
„allerede maanelys er fred — —!“

* * *

Paa den andre siden, øst i hældet,
slynget sig et vissent bækkefár
ende ned fra nattekolde fjældet
under vinterlige, mørke bar — — —

Faret steg imellem steile rabber,
og jeg løftet mig fra gren til gren,
der de tykke, svære tollelabber
trampet skridende i jord og sten.

Presset op iblandt de mørke skarer
laa det fagre fletværk af en lind,
som en kvinde mellem graa barbarer,
sukkende i nat og maanevind — —