Denne siden er godkjent
Sammen med den store sol i havet
var den lue-gyldne skog gaat ned.
Under sine stammer laa begravet
bjærkerne og asperne i fred.
Rognerne var rædde hastet efter.
Bare granens krone holdt imod,
susende og eviggrøn af kræfter
fra en stridbar sødme i sin rot.
Sorg og alt, man kalder sindets smerte
laa forlængst i drømmene fuldbragt.
I mit gamle, dryge hestehjerte
tonte bare vemod og foragt.
Maanen var mit vidne: Da jeg hvilte
og det haarde lænde blev for stridt,
var min sjæl saa sindig, at jeg smilte
over slægtens digre appetit.
