Side:Olaf Bull - Nye digte.djvu/59

Dog høres tidt en tung og sælsom lyd
av Moloks kjæver bak den gyldne sky,
naar tidens sterke dyrker ham med dyd
og kalder paa hans navn i bygd og by.
Da lystrer guden. Himlen slaar en spræk,
og gjennem sprækken titter lønligt ut —
hvem andens kolde, haarde ansigtstræk
end netop hans, som staar og roper „Gud!“

Slik er det fat. Hin Gud er kun et speil af ham,
som knuger heftigt om sit sverd,
men trænger glans og guddom til sin feil,
og himlens stempel til en daarlig færd!
Hvad hjalp det derfor, at profeter kom
og ropte: „Dømmer ikke!“ — Det er klart
at dét, det hele endte med, blev dom,
naar naadens kilde var av slik en art!

Saa blev den svake hop i gruset klemt
af den, som salmen kaldte deres skjold —
lik ham, som slumrer, bitter og forskræmt,
men snart skal vaakne, frysende og kold!