Side:Olaf Bull - Nye digte.djvu/58

Og saa — istedetfor at faa som skjænk
de grønne skoge, gyldne eventyr, —
blev han en dunkel masse paa en bænk,
en krummet klump af kjød, som ikke knyr.

Han sover sagte, haanden hænger ned
og natten ruger, frysende og still —
og jeg som stirrer her paa dette sted,
jeg ser hans stumme skjæbne, mørk og vild:
Den Gud, hvis stamfar var en stenfigur,
som stænktes til af blod i tidens old,
har ikke skiftet lyster og natur,
saasnart en svak blev given i hans vold!

Paa Assurs torve stod han, smidd i jern
med blodig flamme i sin mund og grén. —
Saa blev han mykere, blev mere fjern,
tok til at knase sjæle mér end bén.
Nu er han taaket til, gjort om til luft,
og uten legeme han flyter om,
saa fin og fager som en rosenduft,
den gamle menneskeæter-helligdom!