Side:Olaf Bull - Nye digte.djvu/55

der driver om en drift af Colibrier
paa blanke vinger i den røde luft,
men mellem palmerne paa skjulte stier
staar grove planter med en graadig duft — —

Fra én af disse svære arabesker
lar lægen blomsten hænge mod mit haar.
Den lukker sig om panden, og den lædsker
sin strube med min smerte, der jeg staar!!
Men saa begynder den med ét at stampe
i grønningen og rykker roten op, —
den spjætter som en djævleklo i krampe,
og hele planten visner i sin top!

Da er jeg læget og kan atter høine
mit bryst i lykkelig og rolig fred —
Og du, Merete, staar med store øine
paa dette underlige palmested — —
saa gaar vi ut paa sletten, og jeg svinger
min digterhat for greven i hans glans!
Og aftensolen straaler, og vi springer
tilbake gjennem skogen som en dans!