Denne siden er korrekturlest
Henover gulvet med de dunkle matter
staar vinterdagens bleke, sidste sol,
og strømmer om min ganske lille datter,
mit barn Merete, ved min lænestol!
Hun staar i guttedragt og røde sokker
og undersøker sofapudens træk,
og under faldet af de lyse lokker
er hendes lille ansigt ganske væk — —!
Ja kom, mit lille barn, saa vil vi vandre
i dette gyldne, grønne gobelin —
Sig, kan du se bag prægtige guirlandre
en liten venlig hytte i en eng?
