Denne siden er korrekturlest
Det myldrer af unger med kinden brun
af underligt, æventyrgyldent dun,
og under de springende føtter
aabner sig tuer og røtter — — —
Tause forlader konval, viol,
de fugtige røtters rønner —
reiser sig rakt i den stærke sol
eftersom færden dønner — —
Der suser i skogen en salig lyd
fra filler og silke: Mod syd, mod syd,
hvor dage og dagklare nætter
straaler om sjøer og sletter — —
Og snart er den mægtige sol saa nær
som jordiske øine taaler.
Da sprøiter den ud over haabets hær
de glødende die-straaler — —
Den vugger sig yppig og stor og sund
mod skabningens vilde og aabne mund,
som suger af drømmens skive
kraftigt sit blod tillive.
