Side:Olaf Bull - Nye digte.djvu/33

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


For lige tilhimmels, i hellig trods
hænger i høide med bjerget
stjemnernes stjerne, en ildkolos
mægtigt af bønner besværget.
Dér hvor dens straalende stav kan naa
spruter der elve og sjøer blaa —
Og horderne styrter i torden
nedover bjerget fra norden — — —

Kvinderne løfter de bleke børn
hyllet i filler og fliker
opad i luften, hvor skyernes ørn
magert mod bjergene skriker,
og udover skraaningens bratte land
ebber det stivnede, hvite vand
og blotter i grønskende fjæren
knopper med hemmeligt ærend — —

Inde i skogen er hver en kvist
en bøielig, spænstig straale,
ladet til spidsen med al den gnist
som sevje og bark kan taale.