Side:Olaf Bull - Nye digte.djvu/28

Gjennem den svære bjerk, der smeden bor,
farer en gnist mod høie, sneblaa stjerner.
Gjennem hans bratte, frosne akerjord
strømmer en frugtbar vintervei af kjærner — —
Nede i dalens dyp gaar elvesus —
luften i nord er kold bag Digernuten.
Under den svære bjerk staar smedens hus
øde og kraakesølvblegt i koveruden.

Hoggende stilt! Fra urens vilde røs
høres en sagte lyd af sten, som skrider.
Nogen med løen labb gjør stener løs.
Underlig folk kryr ud af bærgets sider.
Røsen er fuld af skrømt, og labber flaar
næverens hvide flor af smiu-bjerken,
slig at det gamle træ ved dagning staar
foran en fonn af sne, i grønne særken!

Nede fra bjerkens rot, paa kattefot,
stiger en tass i kronens kry af kvister.
Bjerker og sligt er bra som fiskenot
foran det gilde glam af godveirsgnister.