Denne siden er korrekturlest
Jeg knuser hver kingel af frost, som gis,
og føtterne fraadser i kveldgrodd is —
Underlig skjælven og svag i knærne
glir jeg og sklir jeg mig ind mellem trærne.
Det bruser — ens tænder løber i vand,
ens svælg vil fyldes, ens hjerte iler — —
eia, hvor denne søndenstorm
fylder et tagendes foraarsland!
En finger mod stammerne, og de føder!
De første dufte tiner saa tyndt
ud gjennem barken, — kjend hvor det gløder
og undflyr i kulde! En vaar begyndt!
Og alle de brusende nervers vrimmel
i kronens løftede, dunkle krat,
dier gridske af aaben himmel
have af luft fra en lysblaa nat.
Margen bugner og roten svulmer —
hver sød og søvndrukken kim i blund
ligger som taakede ord og ulmer
bagom en mørk og lukket mund!
