Side:Olaf Bull - Nye digte.djvu/22

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

Den kimer, de dombjælders dybe klang,
en svindende, stille sirenesang —
Og hør! Gjennem luften du aner
en klemten af sværere kaner!

Et mægtigt og drømmende kanehold
løses med et over leden.
Over staar himmelen, mørk og kold
med vinterveien og freden.
Der kjøres med vindige tømmer af reb,
med menneskens sorger og savn paa slæb.
De durende bronzeklokker
skjælver i taarnets stokker.

Og førend det kimende kor er stilt
er gadernes færdsel omme.
Men henover nysneens hvide filt
sniger sig endnu somme.
Og følger en ensom fra sneens skavl
den svære façade til tagets gavl,
ser han, som drømmende minder,
tre rækker af lys, der skinner: