Denne siden er ikke korrekturlest
SOIRÉE
Og saa med ét, blir der en pause —
da reiser hun sig, heftig, let,
saa silken fosser blankt! — — O, slægter!
Mit hjerte slaar sin røde plekter!
da reiser hun sig, heftig, let,
saa silken fosser blankt! — — O, slægter!
Mit hjerte slaar sin røde plekter!
Jeg hadde glemt den vilde verven,
som laa og sov i hendes hvil!
Nu ramte den mig dypt i nerven,
som hendes mindes partherpil!
— — Saa underlig, at glemme dét,
hun, fri og let, var vakrest ved!
som laa og sov i hendes hvil!
Nu ramte den mig dypt i nerven,
som hendes mindes partherpil!
— — Saa underlig, at glemme dét,
hun, fri og let, var vakrest ved!
Jeg ser den prægtige gebærden
af hænderne langs midjens søm!
Den føier formen af en verden,
som svaier stille i en drøm!
Og, blændet, ser jeg hende seile,
paa spæde saaler, hen til speilet!
af hænderne langs midjens søm!
Den føier formen af en verden,
som svaier stille i en drøm!
Og, blændet, ser jeg hende seile,
paa spæde saaler, hen til speilet!
Hun slanker livet, trækker aanden,
og presser nakkehaaret op —
og herlig bues op bak blonden
et æventyr om hendes krop!
og presser nakkehaaret op —
og herlig bues op bak blonden
et æventyr om hendes krop!
71
