Denne siden er ikke korrekturlest
SOIRÉE
Men hun kan synke hén i stolen,
og haken kan hun mystisk høine,
og myse henført, som mot solen,
med deilige, ovale øine,
som sortner, glitrer, sænkes, hæves,
saa nogenlunde, der det kræves!
og haken kan hun mystisk høine,
og myse henført, som mot solen,
med deilige, ovale øine,
som sortner, glitrer, sænkes, hæves,
saa nogenlunde, der det kræves!
* * *
Nu gaar jo ikke saant i længden,
og derfor undrer det mig knapt,
at skjalden siden staar bak mængden,
tilbaketrukken og fortabt.
— Ja, ikkesandt, det er en gêne
at maatte skrifte helt alene? —
og derfor undrer det mig knapt,
at skjalden siden staar bak mængden,
tilbaketrukken og fortabt.
— Ja, ikkesandt, det er en gêne
at maatte skrifte helt alene? —
Han staar og mønstrer sine hænder,
og skuler, skjøn og dyster, dit,
hvor dronningen, for hvem han brænder,
en smule ør af utstaat slit,
men ellers i fuldkommen ro,
studerer spidsen af sin sko!
og skuler, skjøn og dyster, dit,
hvor dronningen, for hvem han brænder,
en smule ør af utstaat slit,
men ellers i fuldkommen ro,
studerer spidsen af sin sko!
Slik staar vi begge, grepne, tause —
Jeg smiler bak en cigaret!
Jeg smiler bak en cigaret!
70
